Gå til hovedindhold

CYKLUS

– Lyt. Track. Tilpas

Vil du gerne lære at forstå det sprog, din krop taler?

Så er menstruationscyklussen noget af det første, du skal lære mere om. Den er nemlig ikke bare en biologisk funktion, den er en rytme, et mønster og din nøgle til at forstå dig selv bedre. 

Og selvom den er lige ved hånden og taler ganske højt til os, så lærer de fleste af os aldrig at lytte til den. 

Jeg troede i mange år, at jeg skulle kæmpe igennem det hele. Presse mig selv til at kunne klare arbejde, familieliv og ambitioner uden at tage hensyn til, hvor jeg var i min cyklus. Jeg havde lært, at kvinder kan klare alt. Men jeg havde ikke lært, hvordan jeg kunne klare det med min krop som medspiller. 

Det var først i forbindelse med en større livsændring, at jeg stoppede op og begyndte at lytte, tracke og tilpasse mit liv efter min krops signaler, at alt forandrede sig. Ikke bare min menstruation – men hele min oplevelse af min krop og mit liv. 

Lad os se nærmere på den der cyklus

Din menstruationscyklus handler ikke kun om blødning – det er en finjusteret rytme styret af hormoner. 

I den første halvdel af din cyklus stiger niveauet af østrogen. Det betyder at din hjerne bliver skarpere, dit humør bliver løftet, du får mere energi, klar hud og en bedre forbrænding. 

I den anden halvdel af din cyklus er det progesteron, der tager over. Progesteron beroliger dit nervesystem, støtter din søvn og fordøjelse samt hjælper din krop med at geare ned og bygge op igen. 

Når østrogen og progesteron er i balance, så kan du tydeligt mærke det: du er fokuseret i den ene halvdel af din cyklus og følelsesladet i den anden halvdel. 

MEN du kan også tydeligt mærke det, når vægten tipper. Det kan ske på grund af stress, dårlig søvn eller ubalance i dit blodsukker. Og symptomerne? Det er blandt andet PMS, træthed, uro eller hudproblemer. 

Balance er ikke luksus – det er fundamentet. Når dine hormoner får støtte gennem rutiner, kost og vaner, så falder brikkerne lettere på plads. 

De 3 vaner,
der ændrede alt
for mig

Da jeg skulle i gang med at lære min egen cyklus at kende arbejdede jeg med 3 grundlæggende vaner. 

1. Lyt

Din krop taler. Det første skridt er at lytte.

Du skal lægge mærke til din krops signaler. Prøv f.eks. at stille dig selv følgende spørgsmål:

Hvordan reagerer min hud? Hvordan er mit humør? Hvordan er min appetit? Hvordan er min fordøjelse? Hvordan sover jeg? Hvilke mønstre ser jeg tæt på min menstruation? Hvornår har jeg lyst til samvær – og hvornår har jeg brug for at trække mig tilbage?

2. Track

Tracking af symptomer er ikke kontrol. Det er omsorg.

Der er mange forskellige værktøjer, du kan bruge for at registrere og sammenligne dine symptomer. Du kan bruge en app, en notesbog eller min kommende menstruationsbog. Tracking er din nøgle til indsigt og mønstre og til din krops tillid. 

Du kan begynde med at registrere disse symptomer hver dag:

  • Energiniveau
  • Humør
  • Søvn
  • Appetit
  • Hud
  • Cravings
  • Cyklusdag

3. Tilpas

Planlæg efter din cyklus

Når du har lyttet og tracket i en periode, så kan du begynde at tilpasse dit liv efter din personlige cyklus ved at tage hensyn til, føle og planlægge dine aktiviteter efter de symptomer, du har i de forskellige faser.

Det betyder måske, at du skal skifte hudplejerutine, træningsrutiner, måltidsplaner og arbejdsopgaver alt efter hvilken fase, du er i.

Jeg har selv flyttet alle mine hudbehandlinger til follikelfasen, fordi huden heler bedre i den periode. 

Follikelfasen er god til sociale aktiviteter, mens du bør reservere lutealfasen til fordybelse og selvomsorg. 

Og en af min klienter plejede at planlægge sociale aktiviteter uden at tage sin cyklus med i planlægningen, det betød, at hun tit følte sig drænet. Men så indførte hun ”Slow Down Saturdays”, når hendes cyklus var i lutealfasen og oplevede mindre stress og følte sig mindre drænet. 

Er du klar til at arbejde med din cyklus og indlede et samarbejde med din krop?

Så skal du begynde med at indse, at din cyklus ikke er en hæmsko men et navigationsværktøj. Når du lærer at lytte, tracke og tilpasse opbygger du både bedre sundhed og du lærer at stole på dig selv om din krop. 

Har du lyst til at dykke dybere ned i emnet?